-
Ambus topchef kåret som Årets Leder for fokus på bæredygtighed
Source: BDK Finans / 03 Oct 2024 06:13:22 America/New_York
51-årige Britt Meelby Jensen har som topchef for Ambu været med til at intensivere det danske medikoselskabs indsats for at gøre sin endoskopforretning mere bæredygtig. Det er en af årsagerne til, at hun torsdag er blevet kåret som "Årets Leder". Det oplyser organisationen Lederne, der står bag uddelingen. Bodil Nordestgaard Ismiris, der som direktør for Lederne har været en del af juryen, siger, at topchefen har en evne til at eksekvere på sine strategier. - Én ting er at tænke i store strategier, en anden ting er at sætte handling bag. Og Britt mestrer det hele. Britt Meelby Jensen gør sig desuden bemærket ved at have været med til at styrke diversiteten i selskabet, lyder det. 39 procent af den øverste topledelse er i dag kvinder. "Årets Leder" udvælges af en jury bestående af syv medlemmer. Størstedelen af dem er erfarne erhvervsledere. Juryen tæller blandt andre direktør i Region Hovedstadens Psykiatri Eva Zeuthen Bentsen, ansvarshavende chefredaktør hos Børsen Bjarne Corydon samt André Rogaczewski, der er administrerende direktør i Netcompany. De nominerede vurderes på deres økonomiske resultater, men også på deres evne til at bidrage til løsninger på nogle af de kriser, som vores samfund står i. Selskabet Ambu udvikler og producerer medicinsk udstyr til eksempelvis hospitaler. Det fremstiller endoskoper, der kan bruges til at diagnosticere en lang række sygdomme i mave, tarm, lunger samt luftveje. Her har Britt Meelby Jensen udmærket sig ved at sætte fokus på genanvendelse af selskabets engangsudstyr. - Vi har forpligtet os til at nedbringe CO2-udledningen med 75 procent senest i 2029/2030 og har lovet, at vi er klimaneutrale inden 2045, sagde vinderen i forbindelse med sin nominering. En del af historien om den 51-årige erhvervsleder handler også om, at hun har fået skabt et selskab, der er langt mere profitabelt i dag, end det var, da hun overtog rollen i 2022. De øvrige nominerede til årets pris var Jesper Fisker, der er administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Danske Bank-topchef Carsten Egeriis, samt Johanne Schmidt-Nielsen for sin rolle som generaldirektør i Red Barnet. Blandt de tidligere modtagere af prisen som "Årets Leder" finder man Novo Nordisk administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, lakridskongen Johan Bülow og tidligere fodboldlandstræner Kasper Hjulmand. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/ambus-topchef-kaaret-som-aarets-leder-for-fokus-paa-baeredygtighed